13. Derfor, den som taler med tunge, han bede om at han må kunne tyde det!
14. For dersom jeg beder med tunge, da beder min ånd, men min forstand er uten frukt.
15. Hvorledes er det altså? Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden.
16. For dersom du lover Gud med din ånd, hvorledes skal da nogen blandt de ukyndige kunne si amen til din takkebønn? han vet jo ikke hvad du sier;
17. for du holder vel en smukk takkebønn, men den andre får ingen opbyggelse av det.
18. Jeg takker Gud: jeg taler mere med tunge enn I alle;
19. men i en menighets-samling vil jeg heller tale fem ord med min forstand, for derved å lære andre, enn ti tusen ord med tunge.
20. Brødre! vær ikke barn i forstand, men vær barn i ondskap; i forstand derimot skal I være fullvoksne!
21. Det er skrevet i loven: Ved folk med fremmed tungemål og ved fremmedes leber vil jeg tale til dette folk, og enda skal de ikke høre på mig, sier Herren.
22. Så er da tungene til et tegn, ikke for de troende, men for de vantro; den profetiske tale derimot er ikke for de vantro, men for de troende.