3. Men der Paulus rev en Hob Riis sammen og lagde dem paa Ilden, krøb en Øgle ud formedelst varmen og snoede sig om hans Haand.
4. Som nu Barbarerne saae Dyret hænge fra hans Haand, sagde de til hverandre: sikkert er dette Menneske en Morder, hvem Gjengjældelsen ikke lader leve, alligevel han er frelst af Havet.
5. Men han rystede Dyret af i Ilden og der sketet ham intet Ondt.
6. Men de forventede, at han skulde hovne eller falde pludselig død om. Men der de havde ventet længe og saae, at han vederfores intet Ondt, kom de paa andre Tanker og sagde at han var en Gud.
7. Men i den samme Egn havde den fornemste paa Øen, ved Navn Publius, et Jordegodt. Han annammede os og laante os venligen Herberge i tre Dage.
8. Men det traf sig, at Publius' Fader laae syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne paa ham og helbredte ham.
9. Der dette var skeet, kom de Andre paa Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte.
10. Disse beviste os ogsaa megen ære, og der vi droge bort, lagde de i Skibet, hvad vi havde behov.
11. Men efter tre Maaneders Forløb fore vi bort i et alexandrings Skib, som havde holdt Vinterleie ved Øen, og førte Tvillingernes Mærke.
12. Og vi løb ind i Syracusen, hvor vi bleve i tre Dage.
13. Derfra selede vi omkring og kom til Rhegium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom anden Dagen til Puteoli.
14. Der fandt vi Brødre og bleve ombedte af dem at blive der syv Dage. Og saa droge vi til Rom.
15. Og derfra kom Brødrene, som havde hørt om os, os imøde til Appii Forum og Tres-Tabernæ. Der Paulus saae dem, takkede han Gud og fattede Mod.
16. Men der vi kom til Rom, overantvordede Høvedsmanden Fangerne til Øversten for Livvagten. Men Paulus blev det tilstedet at boe for sig selv med den Stridsmand, der bevogtede ham.
17. Men det skete efter tre Dage, at Paulus sammenkaldte de Fornemste iblandt Jøderne. Men der de vare forsamlede, sagde han til dem: I Mænd, Brødre! uagtet jeg Intet har gjort imod vort Folk eller Fædrenes Skikke, er jeg overantvordet fangen fra Jerusalem i de Romeres Hænder,
18. hvilke vilde ladet mig løs, der de havde forhørt mig, efterdi der var inten Dødssag imod mig.
19. Men der Jøderne satte sig derimod, nødtes jeg til at skyde mig ind for Keiseren, dog ikke, som om jeg havde Noget at anklage mit Folk for.
20. For denne Sags Skyld har jeg ladet Eder kalde hid, at see og tale med Eder; thi for Israels Haabs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.