13. kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, see op! Og jeg saae paa ham i samme Time.
14. Men han sagde: vore Fædres Gud har beskikket dig, at du skal kjende hans Villie, og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund.
15. Thi du skal være ham et Vidnes for alle Menneske om de Ting, som du har seet og hørt.
16. Og nu, hvad tøver du? Staae op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte og paakald Herrens Navn.
17. Og det skete mig, der jeg kom tilbage til Jerusalem og bad i Templet, at jeg faldt i Henrykkelse,
18. og saae ham, sigende: skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, thi de ville ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.
19. Og jeg sagde: Herre! de vilde selv, at jeg fænglede og hudslettede i Synagogerne dem, som troede paa dig.
20. og der Stephanus', dit Vidnes Blod blev udøst, som jeg og selv hos og havde Behagelighed i hans Mord, og forsvarede deres Klæder, som ihjelsloge ham.
21. Og han sagde til mig: reis hen; thi jeg vil udsende sig langt bort til Hedningerne.
22. Men de hørte ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: bort af Jorden med en Saadan! thi det sømmer sig ikke, at han skal leve.
23. Men der de skrege og reve Klæderne af og kastede Støv i Luften,
24. da befoel Øversten han at føres i Fæstningen og sagde, at man skulde ved Hudstrygelse forhøre ham, paa det han kunde faae at vide, af hvad Aarsag de saaledes raabte imod ham.