Dansk Bibel 1907-1931

Johannes 6:35-50 Dansk Bibel 1907-1931 (DNKB)

35. Jesus sagde til dem: »Jeg er Livets Brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror paa mig, skal aldrig tørste.

36. Men jeg har sagt eder, at I have set mig og dog ikke tro.

37. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud.

38. Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min Villie, men hans Villie, som sendte mig.

39. Men dette er hans Villie, som sendte mig, at jeg skal intet miste af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det paa den yderste Dag.

40. Thi dette er min Faders Villie, at hver den, som ser Sønnen og tror paa ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag.«

41. Da knurrede Jøderne over ham, fordi han sagde: »Jeg er det Brød, som kom ned fra Himmelen,«

42. og de sagde: »Er dette ikke Jesus, Josefs Søn, hvis Fader og Moder vi kende? Hvorledes kan han da sige: Jeg er kommen ned fra Himmelen?«

43. Jesus svarede og sagde til dem: »Knurrer ikke indbyrdes!

44. Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham paa den yderste Dag.

45. Der er skrevet hos Profeterne: »Og de skulle alle være oplærte af Gud«. Hver den, som har hørt af Faderen og lært, kommer til mig.

46. Ikke at nogen har set Faderen, kun den, som er fra Gud, han har set Faderen.

47. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror paa mig, har et evigt Liv.

48. Jeg er Livets Brød.

49. Eders Fædre aade Manna i Ørkenen og døde.

50. Dette er det Brød, som kommer ned fra Himmelen, at man skal æde af det og ikke dø.